Bland annat menar han att det det hårda och ibland obehagliga danska debattklimatet kan vara något positivt och att det leder till dialog istället för till våld: ”Att man pratar ut sin vrede istället för att man agerar ut den.” Och Sverige kan kanske ha något att lära av Danmark här, menar Leine.

Här nedan följer Kim Leines Kulturkommentar på danska. För att läsa en svensk översättning, klicka här.

Kære Jönsson, gamle ven!

Tak for en dejlig campingferie. Jeg var først i Strömstad og senere et sted der hed Vita Sandar ved Vänern. Vejret var godt, folk var flinke, og så snakkede de svensk, hvilket jo er en kvalitet i sig selv. Jeg og min kone vil gerne komme tilbage næste sommer. Hvis du stadig vil have besøg af os?

For jeg hører at du er bekymret for det du opfatter som fremmedfjendtlighed og islamofobi herhjemme. Lad mig fortælle dig at jeg godt forstår dine bekymringer. Jeg er selv bekymret på Danmarks vegne. Men jeg er også bekymret for Sverige og Norge hvor tilsvarende strømninger synes at gære.

Nå, jeg gik her i Danmark i den tilstundende vinter og kom til at savne min gode ven, Jönsson og fik lyst til at sende et postkort til dig. Mit postkort til er et screenshot fra vores bestsellersliste i disse uger.

Som du kan se, byder førstepladsen for skønlitteratur på en, mindst, tredobbelt overraskelse: For det første er der tale om en digtsamling. Det er vistnok over tredive år siden en digtsamling har toppet boghandlernes top ti liste, så det er i sig selv usædvanligt. Den anden overraskelse er at den er skrevet af en dansk-palæstinenser, den tredje at han er meget ung, kun 18 år gammel. Må jeg præsentere: Yahya Hassan! Digtsamlingen er selvbetitlet og hedder altså: ”Yahya Hassan” (eller måske: ”Jeg er Hassan”). Den er solgt til flere lande allerede, blandt andet til amerikansk, norsk og svensk, så du vil også kunne læse den om nogle måneder. På 2. og 3. plads ligger to svenskere: Liza Marklund og Jan Guillou. Jo, vi danskere elsker og beundrer Sverige, det er bare ikke altid vi vil indrømme det.

Hvis man bladrer over til bestsellerlisten for faglitteratur, finder vi en biografi af Pia Kjærsgaard, den nu afgåede leder af det indvandrer- og islamkritiske parti Dansk Folkeparti, Sverigedemokraternas søsterparti. De to mest populære forfattere i Danmark lige nu er altså en muslimsk indvandrer og en politiker med ry for at være fremmedfjendsk og islamofobisk.

For fem år siden dukkede der et nyt parti op i dansk politik, Ny Alliance, ledet af dansk-syriske Naser Khader. Det var et liberalistisk parti der havde opgøret med fremmedfjendtligheden i Danmark – og dermed Pia Kjærsgaard – som et af hovedpunkterne i partiprogrammet, og det fik en raketstart. Der opstod en slags politisk feber, Khader og hans partifæller var på alles læber, partiets pressekonferancer var tumultariske, og i løbet af få dage var de blevet det tredje største parti i meningsmålingerne. Dette blev senere forkludret af dårlig presse, men det er en helt anden historie.

Det er dette skizofrene land jeg lever i. Mon du har det på samme måde ovre hos dig, Jönsson?

Jeg vil ikke gøre mig klog på hvorfor verden, i dette tilfælde mit land, er indrettet som det er. Jeg er romanforfatter; det er mit job at se, ikke at forstå; jeg stiller hellere spørgsmål end jeg kommer med svar (spørgsmål er eviggyldige, svar beholder deres gyldighed i ca. fem minutter). Så jeg vil forsøge at fortælle lidt om hvilke spørgsmål man må stille sig i disse tider, enten man nu lever i Danmark, Norge, Sverige eller hvor som helst.

Dansk Folkeparti udsprang i sin tid af det langt mere rabiate og mere eksplicit fremmedfjendtlige Fremskridtspartiet, hvis norske søsterparti netop er indgået i den nye norske regering som Stolteberg-regeringens afløser. Disse partier, både de norske og danske, og vel også Sverigedemokraterna, har altid været protestpartier; en protest mod høje skatter, overformynderi – og mod det som mange betragter som en ukontrolleret indvandring fra ikke-europæiske lande, dvs. af muslimer.

Dansk folkeparti er det parti der befinder sig længst til højre i det parlamentariske spektrum i Danmark. Dermed vil de ved valgene opfange stemmer fra højre-ekstreme grupper der ikke nødvendigvis føler sig hjemme i partiet, men som føler at det er det parti der er tættest på dem selv. For at sige det lige ud: De opfanger en del nazistiske og racistiske stemmer uden nødvendigvis selv at være det.

Og det er jo skrækkeligt! Eller er det?

I Danmark har vi fornyligt fået et nyt højre-ekstremt parti, ”Danskernes Parti”. De har vist ikke mange tilhængere, men nogle er der jo (de har knap 6000 likes på facebook). Erfaringer fra Danmark med lignende partier viser at det ikke er sandsynligt at de vil blive valgt ind i Folketinget. Men de var nok en naturlig konsekvens af at de partier der tidligere var kendt for at være racistiske, Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, dels er blevet meget moderate (DF), dels er forsvundet (FP). Der var et tomrum. Hvis dette parti vil have en chance inden for dansk politik, er de udmærket klar over at de bliver nødt til at moderere deres racistiske og antisemitiske retorik. Dermed mister de deres oprindelige eksistensberettigelse, og igen vil der være et tomrum i højresiden. Og så videre.

Disse racistiske og antiparlamentariske energier er hele tiden derude, men de lever en randtilværelse, bygget på vrede og en følelse af at være ofre. Nu og da samler de sig omkring et politisk organ, dette organ modereres over årene, og så forsvinder det eller bliver renligt nok til at komme ind i varmen.

Det evige dilemma som demokratiet bliver stillet overfor, er hvorvidt elementer vi betragter som ikke-demokratiske, bør få lov til at opstille til valg, og hvorvidt racistiske kræfter bør få lov til at lukrere på vores ytringsfrihed.

Det er et uløseligt paradoks. Enten kommer de indenfor i varmen og kan så arbejde for en udvikling i ikke-demokratisk og racistisk retning. Eller de står udenfor og kan spille offerrollen og skabe en subkultur med rebeller og løse missiler der kan finde på at slå ned hvor og hvornår som helst. Det er jo sket her i Norden, flere gange endda. Også du, Jönsson, har haft det tæt ind på livet.

Yahya, Pia, Naser. De er her alle tre. Tre af Danmarks mest populære personer. Og alle os andre Hansen’er og Hassan’er. Vi elsker ikke nødvendigvis hinanden, der er stærke antipatier på kryds og tværs mellem os. Vi taler ikke særlig pænt til hinanden (og du, Jönsson, synes jo i forvejen dansk lyder som en gang fordøjelsesbesvær).

Retorikken kan til tider være hård her i landet. Og det er ubehageligt. Men vi har i Danmark i nyere tid aldrig haft et mord der kunne dokumenteres at have været politisk motiveret. Så måske virker den hårde retorik som en slags ventil? At man taler sin vrede ud og ikke handler den ud, og at man har et politisk organ til at forvalte sin vrede?

Måske vil succésen hos Sverigedemokraterna betyde at der vil ske færre racistiske mord i Sverige? Ville Breivik-tragedien være sket, hvis Norge havde haft et tilsvarende parti? Jeg ved det ikke. Og det er et grænseoverskridende spørgsmå. Men et spørgsmål der bliver ved med at spøge i hovedet på mig.

Jeg tror på at demokratiet er en god, en uforlignelig, opdrager. Jeg tror på at ytringsfriheden bør være absolut, at den endda bør være åben over for sin egen modsætning. For hvis den er det, hvis racisterne og de antidemokratiske kræfter får lov til at komme til orde, mister de pusten, de imploderer og fuser ud og forsvinder. De kan ikke leve, hvis de bliver accepteret, og hvis de bliver hjulpet frem af deres værste fjende: demokratiet selv.

Så jeg glæder mig over at Yahya og Pia og Naser er her, for de er en del af det jeg er, de udtrykker min egen splittelse, som dansker, og som individ hinsides det nationale.

Og nu må du undskylde mig, Jönsson. Min søn kalder på mig. Jeg skal ind og læse Emil fra Lønneberg for ham. Vi ses til sommer!

Kærlig hilsen

Hansen

(Kim Leine, författare)